Rancilio har i denne weekend lanceret deres bud på fremtidens teknologiske landvinding inden for espressobrygning. Xcelsius giver mulighed for med utrolig præcision at bestemme temperaturen under brygningen af espresso. Temperaturen kan varieres med op til 5 grader celsius fra start til slut, hvis man ønsker det kan den selvfølgelig også holdes stabil med 0,1 grads nøjagtighed. Jeg havde taget kaffe med hjemmefra så jeg kunne sammenligne med den standard Rancilio Classe 9 jeg har i butikken og det var bemærkelsesværdigt hvor nemt det var at få kaffen til at fremstå på forskellige måder med forskellige temperaturprofiler. Desuden har deres nyudviklede bryghoved tilføjet en ny type præinfusion der langsomt bygger trykket op og lader vandet løbe med kontrolleret hastighed, noget som andre bryghoveder vil stige voldsomt i temperatur ved. Indtil videre kan Xcelsius tilbydes i Rancilio Classe 9 og er klar til levering fra ultimo november. Helt klart et teknologisk spring indenfor espressobrygning.
Den er selvfølgelig godkendt af WCE efter deres høje tekniske krav.
